forårsfornemmelser – vi er tilbage

1.marts er første forårsdag i kalenderen, og 2.marts er vi klar til at byde velkommen indenfor igen i butikken.
Vi har ryddet op og pakket ud og flyttet rundt for at få plads til de nye kvaliteter, som er kommet, mens vi var her alene.

Og vi glæder os til at præsentere dem – og de nye farver – hen ad vejen.

Der er selvfølgelig stadig begrænsninger, som skal hjælpe med til at bryde smittekæder og forhindre spredning af sygdom.

  • sprit hænderne af, når du kommer – og når du går
  • husk mundbind eller visir
  • max 2 kunder i butikken ad gangen (eller 1 kunde og 1 par)

Webshoppen er stadig åben

Hvis du ikke har lyst til at komme indenfor, er du stadig meget velkommen til at bruge webshoppen. Vi udleverer varer i døren (eller ved disken) hele åbningstiden, og vi sender pakker flere gange om ugen.

Vi tager telefonen – når der ikke er kunder – og vi svarer stadig på mails og SMS så godt og hurtigt vi kan.

På den måde håber vi at kunne hjælpe jer allesammen bedst muligt

Vi glæder os til at se jer igen…

KH Elsebeth & Sisse
Nørkleriet

Vi fejrer bomuldsbryllup

2 år!
Så langt tid er der allerede gået, siden vi blev 2 om Nørkleriet.
Tiden går hurtigt, når man har det sjovt – og hold da op, hvor har det været sjovt og spændende og udfordrende og udviklende og …

Og vi vil gerne fejre det med alle jer!

Lækkert lagersalg – og gode tilbud

Hele festugen har vi særlige tilbud på bomuldsgarn, og vi har været i kælderen og finde gode sager til lækkert lagersalg.

Strik i det fri – fredag 14.august kl. 14-17

Fredag eftermiddag i festugen bærer vi vores klapstole ud og finder nogle små borde. Og så er du velkommen til at komme og sætte dig til rette med dit strikke- eller hækletøj og nyde andre strikkeres gode selskab.
Vi har desværre ikke mulighed for at sælge kaffe eller te, men du er velkommen til at medbringe din egen kop/kande.

Konkurrencer – med fine præmier

Vi har organiseret 3 forskellige konkurrencer, og vi er allerede i gang med at pakke fine gaveposer til præmier. Vores leverandører er med på ideen, og vi har også selv mange planer om, hvad det kunne være dejligt at vinde.

Du kan deltage i butikken, på Instagram og på Facebook.

I butikken:

Strik en bomuldsklud og bind en seddel med navn på den. Aflevér den i butikken, hvor vi hænger den op i vinduet.
Kludene afleverer vi efterfølgende hos FDF K19-Vanløse, som kan sælge dem og bruge pengene på deres gode arbejde for børn og unge i Vanløse.
Der trækkes 2 vindere i kludekonkurrencen, og man kan kun deltage med én klud.

På Instagram:

Du skal følge Nørkleriet på Instagram.
Læg et billede op af noget, du har strikket eller hæklet, som involverer Nørkleriet. Det kan være ét af vores designs eller garn, du har købt hos os.
Så skal du bruge #Nørklerietsbomuldsbryllup (så vi kan finde dit billede).
Der trækkes 2 vindere i insta-konkurrencen. Vær opmærksom på, at vi ikke kan se dine billeder, hvis du har en privat profil.

På Facebook – vind til en ven:

Du skal følge Nørkleriet på Facebook.
Find vores konkurrence-opslag på vores side.
I kommentar-feltet skal du tagge din ven, som du synes, skal vinde en pose godter (hvis du også kunne tænke dig at vinde, må du få en ven til at tagge dig).
Der trækkes 2 vindere i Facebook-konkurrencen.

Hvor længe løber konkurrencerne?

Vi trækker vindere i alle konkurrencer i begyndelsen af september, så du har resten af august til at deltage.
Du må gerne deltage i alle konkurrencer, men du kan kun vinde én gang.

1. maj – fejring af fællesskaber

SAMMEN ER VI STÆRKE!

Og sammen kan vi holde ud og fast. Både ude i virkeligheden – og når det gælder strikkeriet…
Jeg glæder mig helt ustyrligt til at strikke en sommerbluse sammen med jer!

Strikkeprøve på plads, nu skal der strikkes for alvor…

I første runde vil jeg gerne minde om forskellige ting:

  1. Strikkefasthed… ja, jeg ved helt udmærket godt, at det er et grimt ord nogle strikkeres ordforråd (og jeg elsker ikke at strikke dem), men det er et rigtig godt redskab til at sikre det ønskede resultat. Hvis din strikkefasthed ikke passer med opskriften, kan du ikke regne med det angivne garnforbrug, og endnu værre: de færdige mål i opskriften passer ikke med din top. Så tjek din strikkefasthed – om ikke andet, så når du har strikket et lille stykke af blusen.
  2. Bevægelsesfrihed. Hvilken størrelse skal man vælge sig? Ja, det kommer jo an på, hvor løs man gerne vil have sin sommerbluse. Jeg har valgt at strikke den model, som giver mig 15 cm ekstra. Jeg synes, det giver et godt fald og lidt stof, der kan svinge omkring mig uden at blive alt for bredt.
  3. Ang. mønsteret!!
    • I opskriften er mønstret beskrevet, så det ser ud til, at man mangler 2 m på pinden. Men de sidste 2 mønstermasker skal egentlig læses som 1 r, 1 kantmaske-r, så bliver hullerne nemlig placeret symmetrisk.
    • Og hvis du vælger at strikke helt i glat (eller et andet mønster, der ikke stemmer med hullerne), så vil jeg anbefale, at du tæller dine pinde. Fx ved at trække en tråd gennem strikketøjet ved hver 10. pind. Så kan du nemlig holde styr på, hvor mange pinde, du har på for- og bagstykket – og så bliver det altså lettere at sy sidesømmene til sidst!
  4. Og apropos sømme. En kantmaske i ret giver en rigtig god struktur til sidesømmen – og det er nemmere at holde styr på at sy lige sammen. Men det vender vi tilbage til senere…

RIGTIG GOD STRIKKELYST – og deltag meget gerne med kommentarer og billeder. Både her på bloggen, på facebook og instagram. Måske kunne vi bruge #kristianestshirt, for så er det meget nemmere at finde hinanden.

Sommerstrik – sammen?

Kristianes T-shirt

Jeg har lige strikket Kristianes T-shirt som model til Nørkleriet. Og da jeg prøvede den efter endt montering, besluttede jeg, at jeg også selv vil have en!
Jeg tror ikke, jeg vil have hulmønster.
Jeg tror, jeg vil have en helt glat, hvor det er farven, der står for effekten – den grønne Milton er et godt bud.
Men det kunne også være Miranda, som har lækker struktur og så bare lige en lille retrille en gang imellem.
Eller to tråde Organic 350… Eller Papyrus… Eller Zenta… Eller Scarlet, som butiksmodellen er strikket i… Eller…

Strikkeprøver til Kristianes T-shirt.
De små huller nederst til højre markerer, hvilken pind jeg har strikket prøven med.

Og så var det jeg tænkte, om der findes andre, der vil være med til at strikke en sommer-top – nærmere bestemt Kristianes T-shirt.
Vi kan følges ad og dele tips og tricks (jeg lægger mine her på bloggen undervejs).

Jeg slår op 1. maj 2019, og jeg håber, der er nogle, som vil være med!

Opskriften kan købes her – og garnet… det har vi i butikken – masser af farver og ideer, og vi vil – som altid – gerne hjælpe til.

God strikkelyst
/Elsebeth

PS: Vi har lavet nogle kits:
https://www.noerkleriet.dk/vare-kategori/kits/kristianes-t-shirt-samstrik/
…men, vi kan pakke lige det kit du ønsker, du skal bare skrive til os;-)
Opskriften kan købes lige her:
https://www.noerkleriet.dk/vare/kristianes-t-shirt/