Vi fejrer bomuldsbryllup

2 år!
Så langt tid er der allerede gået, siden vi blev 2 om Nørkleriet.
Tiden går hurtigt, når man har det sjovt – og hold da op, hvor har det været sjovt og spændende og udfordrende og udviklende og …

Og vi vil gerne fejre det med alle jer!

Lækkert lagersalg – og gode tilbud

Hele festugen har vi særlige tilbud på bomuldsgarn, og vi har været i kælderen og finde gode sager til lækkert lagersalg.

Strik i det fri – fredag 14.august kl. 14-17

Fredag eftermiddag i festugen bærer vi vores klapstole ud og finder nogle små borde. Og så er du velkommen til at komme og sætte dig til rette med dit strikke- eller hækletøj og nyde andre strikkeres gode selskab.
Vi har desværre ikke mulighed for at sælge kaffe eller te, men du er velkommen til at medbringe din egen kop/kande.

Konkurrencer – med fine præmier

Vi har organiseret 3 forskellige konkurrencer, og vi er allerede i gang med at pakke fine gaveposer til præmier. Vores leverandører er med på ideen, og vi har også selv mange planer om, hvad det kunne være dejligt at vinde.

Du kan deltage i butikken, på Instagram og på Facebook.

I butikken:

Strik en bomuldsklud og bind en seddel med navn på den. Aflevér den i butikken, hvor vi hænger den op i vinduet.
Kludene afleverer vi efterfølgende hos FDF K19-Vanløse, som kan sælge dem og bruge pengene på deres gode arbejde for børn og unge i Vanløse.
Der trækkes 2 vindere i kludekonkurrencen, og man kan kun deltage med én klud.

På Instagram:

Du skal følge Nørkleriet på Instagram.
Læg et billede op af noget, du har strikket eller hæklet, som involverer Nørkleriet. Det kan være ét af vores designs eller garn, du har købt hos os.
Så skal du bruge #Nørklerietsbomuldsbryllup (så vi kan finde dit billede).
Der trækkes 2 vindere i insta-konkurrencen. Vær opmærksom på, at vi ikke kan se dine billeder, hvis du har en privat profil.

På Facebook – vind til en ven:

Du skal følge Nørkleriet på Facebook.
Find vores konkurrence-opslag på vores side.
I kommentar-feltet skal du tagge din ven, som du synes, skal vinde en pose godter (hvis du også kunne tænke dig at vinde, må du få en ven til at tagge dig).
Der trækkes 2 vindere i Facebook-konkurrencen.

Hvor længe løber konkurrencerne?

Vi trækker vindere i alle konkurrencer i begyndelsen af september, så du har resten af august til at deltage.
Du må gerne deltage i alle konkurrencer, men du kan kun vinde én gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *