KnitAlong med masser af JuleStriber

Traditionen tro laver vi en KnitAlong i samarbejde med Facebookgruppen Sisse’s Sjaler og du er hermed inviteret til at deltage:-)

Vi strikker (selvfølgelig!) et sjal.
Et sjal designet af Sisse, som jo bekendt er bidt af et galt sjal.
Årets sjal er hemmeligt, og du får en del af opskriften hver søndag i advent, så du har noget at strikke på og glæde dig til hele december.
Første del af opskriften kommer søndag 28/11.

link til første del af JuleStriber:
https://www.facebook.com/groups/807110096092690/permalink/2335857263217958

Vi har lavet en række forslag til forskellige farvekombinationer til JuleStriber som du kan lade dig inspirere af.
Farveforslagene består af Arwetta Classic og Selma, som du finder i webshoppen:
https://www.noerkleriet.dk/vare-kategori/garn/arwetta-classic/
https://www.noerkleriet.dk/vare-kategori/garn/selma/
eller her: https://www.noerkleriet.dk/vare-kategori/julestriber/


Du kan også vælge et af de kits vi har pakket til JuleStriber.

Det er som sædvanlig skrupgratis at deltage og det kræver ingen tilmelding, du skal bare strikke med hvis du har lyst. Det eneste det kræver, er at du melder dig ind i Facebookgruppen Sisses Sjaler.
https://www.facebook.com/groups/807110096092690/permalink/2125677047569315/?comment_id=2125693214234365&notif_id=1615973326660859&ref=notif&notif_t=group_comment_mention

For at strikke JuleStriber skal du bruge:
50 g sort strømpegarn
50 g hvidt/råhvidt strømpegarn
100 g mønstret strømpegarn
50 g strømpegarn i kontrastfarve 1
50 g strømpegarn i kontrastfarve 2
Rundpinde nr 3 + 3½ + 4 (80 cm) og evt en strømpepind nr 3

Vi opdaterer her på bloggen, når der kommer nye informationer, så følg med 🙂

Vi glæder os til at strikke sammen med jer i julemåneden

KH Elsebeth & Sisse

Skal vi strikke vore sommersjaler sammen…

Nu er det 3. gang, og derfor er det en tradition!
Vi vil invitere hvemsomhelst til at være med til at strikke et sjal – og i år har vi valgt KUNSTSTYKKET.

KunstStykket strikket i lækre rester!

KUNSTSTYKKET er et sjal som strikkes efter vægt, og derfor kan det strikkes i (stort set) alle typer garn – på den pind, der passer til og i den størrelse du ønsker dig.

Vi strikker KUNSTSTYKKET i en blanding af strømpegarn og silk/kidmohair på pind 5mm.
Vi tager 150 g strømpegarn og 75 g silk/kidmohair (ca. 600 m garn).
Du kan vælge at bruge dine strømpegarnsrester sammen med én farve silk/kidmohair, eller dine silk/kidmohair-rester sammen med én farve strømpegarn – eller du kan give den gas med rester i alle slagser.

Du skal ikke melde dig til for at deltage…du skal bare strikke med, hvis du har lyst!

ingen kits – men…

Vi pakker ikke kits, men vi har mange farveforslag, som du kan lade dig inspirere af. Vi har valgt garntyper, som er i webshoppen, så du selv kan samle dit eget kit – og du er selvfølgelig også velkommen i butikken (eller i dit fine garnlager).
Følg med på Facebook/Instagram, her vil vi løbende lægge nye farveforslag op de næste dage.

https://www.noerkleriet.dk/vare-kategori/garn/arwetta-classic/
https://www.noerkleriet.dk/vare-kategori/garn/silk-kid-mohair/

Hvis du ikke allerede har købt opskriften tidligere, kan du finde den her: https://www.noerkleriet.dk/vare/kunststykket/

præmier

Hvis du tager billeder af dit sjal og bruger #kunststykket21, når du lægger det på Facebook eller Instagram, kan du deltage i lodtrækning om fine præmier.

Du kan både lægge billeder op af dit garnvalg, undervejs mens du strikker og når du har lukket af og (måske endda) hæftet ender.

spørgsmål og kommentarer

Undervejs i samstrikken glæder vi os over, når I hjælper hinanden og deler erfaringer både i facebook-gruppen Nørkleriets Venner og Sisses Sjaler. Men hvis I har spørgsmål direkte til os, er det sikreste af spørge her – enten via mail eller som kommentar til dette blogindlæg.

Vi slår op til sjalet d. 12/7…
…Vi håber, at I vil lege med!
Vi glæder os til at strikke KUNSTSTYKKET sammen med jer.

KH Elsebeth & Sisse

Vil du være med til en KnitAlong?

Igen i år laver vi en jule-knitalong i samarbejde med Facebookgruppen Sisses Sjaler.

Sisse har designet et hemmeligt sjal, som bliver afsløret lidt ad gangen. Hver søndag i advent, kommer der en ny del af opskriften til sjalet.

Sjalet vi strikker i år, hedder JuleKrymmel.
Det er et (næsten) traditionelt trekantet sjal. Sjalet har et vingefang på ca. 165 cm og en højde på ca. 80 cm.
JuleKrymmel’s sværhedsgrad er let til mellem.
Sjalet strikkes i strømpegarn, så der er masser af muligheder for farver og mønstre.

“Regler” for KnitAlong JuleKrymmel

-Det er skrupgratis at være med!

-Du skal ikke melde dig til for at deltage i JuleKrymmelKnitAlong’en, du skal bare strikke med, hvis du har lyst.

-For at deltage, skal du være medlem af Facebookgruppen Sisses Sjaler. Det er her opskriftens dele bliver afsløret hver søndag. https://www.facebook.com/groups/807110096092690
(Hvis du ikke vil på Facebook, kan opskriften købes samlet her i vores webshop efter 4. søndag i advent).

-Garnforbrug:
Strømepgarn i 50 grams nøgler / 210 meter. Du kan se farveforslag på billederne.
4 nøgler mønstret / 1 nøgle sort / 1 nøgle hvidt / 1 nøgle ensfarvet / en lille rest i en sjov farve.
Rundpinde nr 3½ og 4 mm.

-Når du deler billeder af dit JuleKrymmelSjal, så brug #julekrymmel, så alle kan finde billederne.

Vi håber at du vil lege med og strikke din egen udgave af JuleKrymmel….vi glæder os til at følge med på sidelinjen!

KH Nørkleriet
& Facebookgruppen Sisses Sjaler

Skal vi STRIKKE SAMMEN HVER FOR SIG?

Invitation til KnitAlong…

Facebookgruppen Sisses Sjaler skal snart i gang med deres årlige PåskeKnitAlong og den vil vi gerne invitere dig med til.
Vi strikker PåskeSjalet sammen (det er et sjal der blev designet til en hemmelig PåskeKnitAlong for 3 år siden). PåskeSjalet er oprindelig strikket i bomuld og opskriften er skrevet som en basisopskrift, så du kan bruge lige det garn du har lyst til og bruge pinde der passer (dvs. ca. en p større end banderolen anbefaler). Vi kan anbefale både bomuldsgarn, strømpegarn, babyuld og andre gode blandinger.

Du kan deltage på 2 forskellige måder:
Hvis du er på Facebook kan du melde dig ind i gruppen Sisses Sjaler. Her kan du følge med i hvordan de andres PåskeSjaler skrider frem, selv lægge billeder op og deltage i det virtuelle/sociale liv omkring KnitAlongen. Gruppen har en god og rar tone, som bliver håndhævet.
Her ligger opskriften gratis (sammen med de andre sjaler, som er designet til gruppen).

Hvis du ikke er på Facebook, kan du deltage her på vores hjemmeside.
Opskriften koster 30,- kr, men hvis du køber garn til sjalet, giver vi dig opskriften med gratis.
Du kan sende billeder til os med billeder af dit sjal, så laver vi indlæg, hvor vi løbende viser jeres flotte PåskeSjaler frem.
Her på hjemmesiden trækker vi lod blandt de indsendte billeder om en lækker ting fra Nørkleriet (vi har kun lækre ting;-))

Vi synes at det vil være hyggeligt at STRIKKE SAMMEN HVER FOR SIG i disse tider, hvor vi holder os hjemme og har lidt bedre tid end sædvanligt.

En KnitAlong er det man på dansk ville kalde “samstrik”.
Vi strikker på samme projekt i hver vores farve og garntype. En KnitAlong er ikke en konkurrence og skal ikke være færdig til en bestemt tid, så man strikker i sit helt eget tempo. Man skal ikke melde sig til, bare strikke med.

Vi har pakket nogle kits (indeholder opskrift), både til inspiration og til salg, dem kan du se her:
https://www.noerkleriet.dk/vare-kategori/kits/paaskesjalet/
Du kan også komme forbi NØRKLERIETS GARNKIOSK eller skrive til os og få hjælp til et kit i dine egne farver og andre garntyper…vi vil så gerne hjælpe;-)

Vi håber at I vil lege med os på en samstrik …vi slår op med det samme (eller lige når du har lyst;-))

KH Elsebeth & Sisse