Chunky Business…for alle størrelser!

Mød Chunky Business:

Chunky Business er Nørkleriets / Chytræus Designs nye bog.

Den er, som titlen antyder, fyldt med strik på grove pinde…. men de fleste af modellerne er også til at strikke i store størrelser.
Jeg har fået en del søde og glade reaktioner fra strikkere, der ønsker sig modeller i store størrelser, for de kunne godt lide det enkle snit, der er i bogen.
Det er ikke altid let at graduere op til store størrelser, da det er forskelligt, om man “har til gården eller gaden” , men jeg har gjort et forsøg, og så må man jo vurdere, hvilken model der klæder én selv bedst, og hvilken man bedst kan lide.

Her er en oversigt over størrelserne på de forskellige modeller i bogen:
(målt i modellens overvidde på største størrelse i opskriften)
Kimonoen: 143 cm
Skyen: 128 cm
Stjernen: 140 cm
Victoria: 154 cm
Sweateren fra Malmø: 129 cm
Resteriet: 131 cm
Orangen: 132 cm

Vi håber, at strikkere i alle størrelser får glæde af bogen! Sisse er selv ved at strikke Kimonoen op i Kauni (2 tråde) og pønser klart på at lave Stjernen til foråret, bare i noget blød mohair.
Elsebeth overvejer Sweateren fra Malmø!
Gunda har allerede strikket Kimonoen i rød+koral kidmohair!

Hvilken model kunne du tænke dig at strikke fra bogen?????
Sweateren fra Malmø, bare i rød?
Orangen i lilla?
Skyen i blå?
Fortæl os det som en kommentar her, så trækker vi lod om to Chunky Business-bøger!
Vi trækker to vindere på fredag 15. februar lige før lukketid

KH
Elsebeth & Sisse

Hverdag igen!

Messen er for længst slut! Der er ryddet op og lagt på plads!
Vi vil gerne sige tak til alle jer, der kom forbi og hilste på os på standen….vi er så taknemmelige for at have så søde og strikkeglade kunder.

Vi fik lov at se en masse af jeres flotte sjaler og vi synes faktisk, at det er sjovt og rart at se hvad I har strikket. I kan selv se lidt med her:

….som vi altid har sagt: Man kan aldrig få for mange sjaler!

Hvis du heller ikke kan få for mange sjaler, så kan Facebook-gruppen Sisses Sjaler være noget for dig.
Gruppen er et strikkefællesskab om Sisses Sjaler, som bestyres kærligt af Lotte Arleth. Her kan du få masser af inspiration og deltage i gruppens KnitAlongs et par gange om året…og det er helt gratis at være med!
Senest har gruppen i samarbejde med Knitwork lavet en “Social KnitAlong”, hvor medlemmerne kunne mødes og strikke sammen forskellige steder i landet. Gruppen har også været medvirkende til en masse venskaber, både “online” og i virkeligheden. Gruppen holder en god tone, så den altid er rar at være med i.
Nørkleriet er med på sidelinjen og hjælper med at sætte garn sammen til netop dit yndlingssjal. Du kan altid skrive til os og få hjælp til at pakke et kit, så laver vi en specialordre netop til dig og lægger den i webshoppen.

God strikkelyst…det er strikkevejr i dag:-)
KH
Elsebeth & Sisse

Teknisk torsdag

Savner du nogen at strikke sammen med? Er der for langt mellem nørklenørderne i din omgangskreds? Har du lyst til at lære nyt eller forfine dine teknikker? Vil du opleve glæden ved at dele sine succes’er udi garn og håndarbejde med nogen, som virkelig forstår dig…

I Nørkleriet er der plads til dig! Og vi har flere forskellige tilbud:

Strikkecaféen ONSDAG 18-20
Her strikker og hækler og hygger vi med vores egne projekter. Vi hjælpes ad – både med at finde nye ideer og med at få styr på opskrifter og drilske masker.
Tilmelding i butikken eller på sms

#teknisktorsdag TORSDAG 18-20
Her er vi en mindre gruppe – højst 6 – og der er et tema for aftnen. Her kan man nørde i dagens tema, lære nyt og forfine sine teknikker. Aftnernes tema kan ses her på hjemmesiden under “workshops”, hvor man også køber sin plads

Udendørs Strikkecafé i Nørkleriet

Hæld også øje med vores andre arrangementer, hvor du kan strikke sammen med Nørkleriet.
Vi holder fx International Strikkedag, KnitAlongs og udendørs strikkecafé en gang i mellem.

Så er vi klar til messe!

Vi har forvandlet det her:

til det her……


Standen er sat op og vi synes den er blevet fin og indbydende…..vi glæder os til at byde jer velkommen på AOHmessen 2019 (det er den dér i Rødovre Hallen, her i weekenden fra 1. til 3. februar ) http://altomhaandarbejde.dk/dk/messe 

Du kan møde Nørkleriet på stand nr 4.3 lige inden for døren.

OG du kan deltage i vores konkurrence om at vinde Nørkleriets / ChytræusDesigns bøger…du skal bare komme ind på standen, så fortæller vi dig hvad du skal gøre for at deltage:-)

Gunda passer Nørkleriet mens vi er væk, så butikken er åben og i gode hænder !
(fredag 11-17.30 og lørdag 10-14).

KH
-ses på stand 4.3
Elsebeth & Sisse